Berlin

Ferie 2 - Electric Boogaloo

Berlin Interail Rejsebeskrivelse Rejser Togferie Tyskland 2023

2 minutter

Cathrine og jeg fik ikke nok af ferie da vi cyklede rundt i Danmark, så nu er vi taget på europaferie, og også denne gang skal i få lidt rejsebeskrivelser. Jeg håber i er klar!

Ferien kom egentlig lidt dårligt fra start. Ugen op til var hektisk for os begge, og aftenen før fik vi besked om at vores fly var aflyst. Vi blev dog booket om via Frankfurt, så 7 timer senere end planlagt, ankom vi til turens første destination: Berlin.

Der findes tydeligvis mindst to typer træthed: Den gode træthed man oplever efter en hel dag på fødderne igennem en storbys mange gader, hvor man har gået langt over det antal skridt man ellers ville have gjort hjemme; og den lidt mere udmattende type træthed, man oplever når man mest af alt bare har været inde i lufthavnenes indhegnede limbo det meste af en dag. Feriens første dag var præget af det sidste, mens dagen i dag er præget af det første.

Uanset om det er vente-træthed eller kropslig udfoldelse, må der mad til, og jeg kan lige så godt advare nu: Hvor danmarksferiens beretninger var naturprægede, kommer denne serie nok til at være mere gastronomisk orienteret.

Igår fik vi helt fantastisk mexikansk taco i Markthalle Pfefferberg, efterfulgt af cocktails på et sted der hedder BRYK BAR. Begge steder får vores varmeste anbefalinger.

I dag spiste vi brunch på Benedict, en døgnåben morgenmadsrestaurant der specialiserer sig i eggs benedict, og hvis jeg havde været 23 år gammel men med ca. nuværende økonomiske råderum, havde jeg nok spist der mere end én gang kl. 3 om natten.

Med en Croissant Royale Benedict i maven tog vi ud i Berlins gader, først på shopping, dernæst i Zoologischer Garten.

Det er et skønt sted, der dog efter vores begges mening har prioriteret pandaer for højt og capybaraer for lavt.

I morgen tager vi toget til Wien, og de næste par uger vil vi også besøge Ljubljana, Trieste, Firenze, Orvieto og Rom.