Firenze
Ferie 2, femte afsnit
Firenze Interail Italien Rejsebeskrivelse Rejser Togferie 2023
2 minutter
Mandag d. 11. september tog vi fra Trieste til Firenze. Det var en halv-lang togtur igennem det flotte norditalienske landskab. Jeg havde ved et uheld bestilt billet til den forkerte station i Firenze, nemlig Firenze Rifreddi, men efter at have kigget forgæves efter en taxa i et stykke tid, tog vi et lokaltog til hovedbanegården, hvor der heldigvis var mange af dem. Derfra checkede vi ind hos vores fantastiske værtsskab, Augusta på 9 måneder, og hendes forældre Peter og Ann. Vi fik hurtigt et glas vin i hånden, og så var feriestemningen løftet til nye højder.
Næste morgen tog Peter os med på det lokale marked, hvor vi mentalt noterede os alle de udsøgte varer vi måtte have med hjem, og da Peter skulle hjem igen med babyen, stod vi pludselig der, i Firenzes smukke, historiske midte.
Det var her jeg tog Cathrine i hånden og sagde “Der er noget her om hjørnet du gerne vil se”. Jeg førte hende hen til Palazzio Vecchio, op til den store berømte David statue, der står der ved siden af mange andre lige så utrolige skulpturer, og Cathrines kæbe ramte måbende gulvet. Således startede fem fremragende dage i min absolutte yndlingsby i Italien. Byen, der er pakket tæt med historie, kunst, kultur og livskvalitet, og hvor man konstant må stoppe op, pege forbløffet, og knibe sig i armen for at forsikre sig om at det er virkeligt.
Torsdag tog vi på en guidet cykeltur i Chianti-området med vinsmagninger langs ruten. Her kom vi hjem med ømme ben og højt humør efter at have smagt på de lokale druer, bl.a. Chianti Classico og såkaldte super-toskanere. Det var godt at få brugt kroppen og være lidt aktive, når ferien ellers mest har været præget af langsom byvandring og madglæde.
Om fredagen var vi tidligt oppe og på Uffizi-museet. Det er et af den slags museer som man må opleve flere gange for at få det hele med. Her står det bedste renaissance-kunst side om side med antikke statuer i storslåede haller, og det var virkelig en god oplevelse.
I dag var afrejsedag, og den ekstra taske vi har slæbt rundt på er endelig blevet taget i brug mens hardcase-kufferten er blevet lastet med specialiteter fra regionen. Vi tog lidt vemodigt afsked med det fremragende værtskab med løfte om et snarligt gensyn, før vi satte os på toget mod Orvieto.
Orvieto er en smuk middelalderby på toppen af et bjerg i Umbrien. Her skal vi være et døgnstid inden vi tager videre til Rom. Turens sidste destination.