Orvieto

Turens korteste besøg på lige under et døgn, gik til Orvieto. Vi ankom med regionaltog, og videre med kabelbanen til den historiske by, der er bygget på vulkansk jord. Fra toppen af kabelbanen tog en shuttlebus til byens domkirke, som må siges at være ganske imponerende, og minder ganske meget om den i Firenze, men fordi Orvieto er så meget mindre, virker den mere imponerende og dominerende her. Fronten er på samme måde overdådigt ornamenteret, guldbelagt, med statuer af betydningsfulde mænd med store pavehatte, og jomfru Maria-typer, side om side med imponerende ikoner og freskoer.

Inde i duomoen er indretningen “italiensk gotisk”, og udført på en måde, hvor man automatisk føler sig lille og insignifikant, sådan som kun store katolske kirker kun kan formå.

Orvieto var det foretrukne sted at bo for flere paver i middelalderen, og det ser man, men ingen af de fastboende paver nåede nogensinde at se domkirken færdig, for der var et eller andet med paverne og Avignon heromkring. Det kan i sikkert læse mere om på Wikipedia, eller i en bog fra biblioteket.

I Orvieto er arkitekturen fra middelalderen og renaissancen velbevaret og gennemgående i hele byen. Hvis der er mere moderne bygninger, så ser man dem ikke.

Efter at have akklimatiseret os til mængden af flotte gamle sten omkring os, var det næste vi lagde mærke til et mysterie for os: Overalt i byen så vi grupper af fuldstændigt identiske unge mænd: Kronravede, glatbarberede, iført pæne sorte bukser med matchende pæne sko, hvid skjorte eller polo; alle var unge, måske et sted mellem 18 og start-tyverne. De sad overalt i byen, typisk tre-fire af gangen, som små klynger af den samme pokemon.

Vi kunne simpelthen ikke gennemskue hvem de var. Var de en gruppe unge skinhead-fascister? Var de soldater hjemme på orlov? Mormoner? Vores teorier var mange, men vi kunne ikke finde ud af det. Jeg skrev beskeder til italienske venner og alle jeg kendte med tilknytning til landet, men ingen kunne give mig et fyldestgørende svar.

Det var først kort før afgang jeg fik det afsløret: Det var italiens fremtidige skatteindkrævere, for Orvieto har nemlig en finanspolitiskole, og de var nok ude for at nyde en lørdag aften i byen.

På vores hotel faldt jeg tilfældigvis over en flyer der reklamerede for en klassisk koncert samme aften. Det var med Japan National Orchestra i byens gamle teater, så der tog vi ind og hørte den spille værker af Tschaikovski, Arvo Pärt og Schostakovich mens vi sad i en af de mange små logebåse i den overdådigt besmykkede teatersal. Her kunne vi nemt forestille os at være en del af en byens bedre borgerskab på 1600-tallet. Orkesteret spillede sublimt, og det var dejligt også at få lagt god musik ind på listen over kulturelle oplevelser på denne fine ferie.

Vi var også ekstra heldige, for der var en uventet vinsmagning i pausen.

Orvieto var en sen tilføjelse til vores rejseplan, og blev egentlig lagt til mest fordi vi havde regnet forkert og manglede en overnatning inden Rom.

Der er en et par ting vi ikke nåede at se her, for eksempel de underjordiske huler som byen er berømt for. Man kan dog helt sikkert få det hele med på en enkelt overnatning hvis man er lidt bedre til at stå tidligt på end vi er, men hey, vi er på ferie.

Hvis man er i Italien og leder efter en kort udflugt til en historisk by med overnatning, får Orvieto klart vores anbefaling. Maden er god, og deres lokale vin er en dejlig mineralsk hvidvin, som er letdrikkelig og ganske spændende, og byen er god for både kultur, arkitektur og også shopping.

Nu går turen til Rom med samme lokaltog som vi tog fra Firenze til Orvieto. Rom er turens sidste stop, og vejrudsigten lover temperaturer i 30’erne. Kølige Norge er lige om hjørnet, og jeg begynder ganske langsomt at glæde mig til at komme hjem.