Wien

Ferie sæson 2, episode 2

Interail Rejsebeskrivelse Rejser Togferie Wien Østrig 2023

3 minutter

At rejse med tog er en yderst komfortabel måde at rejse på. Igår tog vi fra Berlin, og lidt over 7 timer senere var vi i Wien.

Det var min første gang i Wien, så jeg vil forsøge at forklare, hvordan det føles, og jeg skal i samme omgang forsøge at undgå for megen fabulering, skønt Wien er en by med så meget, at man bliver til falds for en del fabulering. Så meget hvad? Bare meget, egentlig. Meget af alt.

Vi tjekkede os ind på et ganske hipt hotel i bydelen Prater. Vist nok et hotel med eget lydstudio, men for os et lidt sært hotelværelse.

Prater er en bydel og en forlystelsespark, som jeg best kan forklare således: Hvis I forestiller jer et omrejsende provinstivoli. I ved helt sikker hvad jeg mener - den slags der rejser rundt til alle provinsens små byfester hvor duften af lune spanskrør blander sig med teenage-hvin og eurodance. Hvis det svarer til at se pingviner i zoologisk have, så er Prater som at blive sendt med faldskærm direkte til Antarktisk midt i pingvinernes paringssæson. Man kan gå i timesvis, og stadig lugte churros og teenagehvin, og her boede vi, eller i hvertfald lige ved siden af.

Wien centrum derimod har taget sin historiske status som Kejserstad seriøst. Hvorend man vender sig, og i hvilken som helst retning man ser vil man være omgivet af marmor, bronze og guld i den ene mere overdrevent ornamenterede slotsagtige bygning efter den anden.

Du kunne tage et billede af Wiens bibliotek og vise den til en fremmed under dække af at være kongeslottet, og de ville tro dig.

Wiens historiske bymidte er opulent og overdådig, og jeg har svært ved at tro at de lokale nogensinde færdes der.

Vi brugte en stor del af dagen på Wiens kunsthistoriske museum, som til ingens overraskelse ligger i et kæmpemæssigt slot med et tvillingeslot overfor hvor det naturhistoriske museum selvfølgelig ligger.

Museets indre ser ud til at følge Wiens overordnede tankegang: Mere af det hele. Deres ægyptiske samling var enorm, og vi var allerede mentalt trætte da vi kom til den klassiske samling. Vi fik set lidt malerier også, og det var alt i alt en god oplevelse.

På trods af den opulente maksimalisme, virker Wien som et sted jeg gerne vil komme tilbage til. Jeg har ikke prøvet en eneste af attraktionerne i Prater, og Cathrine har ikke købt en eneste bog i museumsbutikken, så vi må nok planlægge en tur hertil igen snart.

Når vi står op i morgen sætter vi kursen mod Slovenien og Ljubljana for endnu to nætter. Følg med i næste afsnit!