Kære læsere, i dag handler det mest om et mærkeligt hotel i Sigiriya, og lidt om regnvejr og nøgne damer.
Load os starte med vores andkomst i noget som umiskendeligt var turist-land. Det viste sig på sin allermest slående facon så snart vi kørte ind i byen, hvor det første vi så var en turist som kom ridende på en træt elefant anført at en mand med en spids pind. Kontrasten var stor for i junglen og på den eco-lodge vi havde boet på var der en stor respekt for elefanter, og det at man kunne købe sig til en ridetur på en elefant i fangenskab føltes helt forkert.
Vores hotel viste sig at være en surrealistisk oplevelse. Det var bemandet med et absolut minimum af personale, de fleste var unge og de virkede ikke specielt rutinerede, selv om viljen sikkert var til stede.
Det var et hotel i et enkelt plan i koloni-stil. Hotelværelserne var i to vinger, forbundet af et åbent hovedhus, hvor reception, restaurant og lounge var i et og samme rum. I lobbyen var der en stak polske, portugisiske og spanske magasiner, alle fra 2019.
Der stod borde som uden problemer kunne bespise 100 og de allerfleste var dækket op. I et hjørne stod varmeplader og beholdere til en typisk buffet, men der var stort set ikke et øje der og buffeten blev aldrig taget i brug. Der var stort set ingen dekoration, ingen kunst eller andet der kunne give lidt varme til stedet.
Det var lidt som at spise på en restaurant efter lukketid. Vi kunne frit vælge et hvilket som helst bord, for vi var altid de eneste der spiste. Der var andre gæster på hotellet, men vi så ikke meget til dem.
Oplevelsen blev dog reddet af den eneste medarbejder på hotellet med nogen form for overskud. Måske var han egentlig køkkenchef af titel, men det var ham der ordnede alt som var bare det mindste kompliceret. Han sørgede for fremragende mad, transport videre, og alt andet egentlig.
Der er naturligvis en god forklaring her, for det viser sig at klimaet her er næsten monsun-agtig på denne tid af året, og det regnede i store mængder under vores ophold. Jeg forestiller mig at hotellet sikkert summer af liv i højsæsonen, men bliver holdt kunstigt i live resten af året af et skeleton crew.
En af de største seværdigheder i Sigiriya er Lion Rock som er på UNESCOs verdensarvsliste. På toppen af en næsten 200 meter høj klippesten lå der nemlig en gang et stort palads der havde sin storhedstid et eller andet sted mellem år 500 og det første årtusinde. Her har man fundet helt utrolige frescoer, som det desværre ikke var tilladt at fotografere, men hvis man googler Sigiriya cave paintings er jeg sikker på at man nok skal finde dem. De er dog stort set allesammen af nøgne barmfagre kvinder, så det kan godt være smart at vente med at gøre det til man er kommet hjem fra arbejde.
Turen op til toppen af klippen tages på en blanding at de oprindelige trapper der er mere end 1000 år gamle, og nyere ståltrapper. Det er en ganske intimiderende og krævende tur, især hvis man bare har den mindste form for højdeskræk. Ofte befinder man sig på en lillebitte platform med udsigt direkte ned på junglen der strækker sig så langt øjet rækker.
Her er mange små huler hvor munke har siddet og mediteret, der er små indhuggede klatrestier, og forskellige faciliteter som stedets herskere har brugt i forskellige ceremonielle situationer. Det er dybt imponerende at noget så kompliceret er blevet bygget for så længe siden, og nok også udtryk for en vis storhedsvandvid.
Der er som man ofte ser i templer i denne del af verdenen, en del aber som har hjemme her. Dem må man for alt i verden undgå at interagere med for de kan kradse og er generelt nogen røvhuller.
På vej op var der skilte der advarede os om at det altså var strengt forbudt at ødelægge de historiske ruiner, og at der var hvepse som kunne angribe hvis vi altså ikke var stille. Men vi kom fint op til toppen uden at blive angrebet af hvepse, selv om vi var udmattede og gennemblødte af sved i den høje luftfugtighed.
På toppen var der som forventet en vild panoramaudsigt, og mange turister der poserede til selfies. Da vi havde gået lidt rundt på toppen begyndte et voldsomt regnvejr, så vi skyndte os ned i det omfang som det er muligt at skynde sig når man skal ned af små metaltrapper fra 180 meters højde.
Våde og lidt slukørede tog vi tilbage på hotellet, skiftede tøj og tog ud for at spise.
Restauranterne i byen er små og simple. Væggene på alle dem vi kom forbi var tildækkede med hilsener fra turister fra hele verdenen, hvilket kraftigt antyder at det primært er unge backpackere som besøger byen.
Det var lidt af en workout vi var udsat for, og med den tunge regn som ikke stoppede blev resten ar dagen brugt på hotelværelset.
Vi skulle egentlig blive i byen endnu en nat, men vi valgte at forkorte opholdet for at tage til Kandy en dag tidligere. Her skulle det regne mindre, og selv hvis det ikke viser sig at være tilfældet, så er det i det mindste en større by, hvor vi har flere muligheder.
