Den 4. januar skiftede vi stranden ud med junglen. Vi kørte afsted fra Wijaya Beach i det sydvestlige hjørne af Sri Lanka i retning mod Gal Oya som ligger et godt stykke væk i nordøstlig retning. Det skulle være en næsten fem timers køretur.
På vejen mod de store nationalparker stoppede vores chauffør pludselig ved en lille stand på vejen og kom tilbage med en klase bananer, som vi antog var lidt snacks til vejen. Frugt og grønt smager jo himmelsk her, og bananerne var lokalt dyrkede og sikkert ingen undtagelse.
Men det var alligevel en stor overraskelse da vi kom kørende ned ad en til syneladende almindelig vej, hvor der pludselig stod en elefant i vejkanten. Det var her vi forstod at disse bananer ikke var til os, men til at betale tolden så vi få lov til at passere. Chaufføren rullede vinduet ned, sænkede farten, mens elefanten med et snuptag tog sig betalt med en banan fra den lettere skælvende hånd der forsigtigt stak ud af ruden. Lidt længere nede ad vejen stod endnu en elefant, og vi måtte rulle vinduet ned og prøve igen.
Nogle kilometer senere, og igennem en umarkeret grusvej, ankom vi til vores jungleparadis, Gal Oya Lodge, en så kaldt “ecolodge”.
Gal Oya Lodge holder til midt ude i junglen, og råder over bungalows lavet i traditionel stil men med moderne faciliteter som er bygget bæredygtigt. Her boede vi og blev opvartet med god mad og drikke som i så stort omfang som muligt kom fra nærområdet. De tilbød bl.a. safari, vandreture, og madlavningskursus i traditionel junglemad, og sikkert meget andet. Det var tydeligt at stedet var drevet med stor respekt for naturen, bærekraftigt men også med fokus på at være en oase hvor man kunne slippe hverdagen.
Vi tog på bådssafari den næste morgen med en entusiastisk guide med dreadlocks og stor indsigt i både dyre- og plantelivet i området, og så mange spændende fugle fra båden, og en bøffelokse, som viste sig også at være en kompetent svømmer.
Henimod slutningen af vores tur så vores guide pludselig en elefant i det fjerne, og da vi nærmede os den, hoppede den i vandet, og svømmede hen til en nærliggende ø. Det skulle åbenbart være ganske sjældent at se en svømmende elefant, så det var vi meget glade for at kunne opleve.
Jeg blev selv bidt af at fotografere de mange spændende fugle vi så, bl.a. så vi en Malabar Pied Hornbill, som har et morsomt næb, en del sjove hejrer, og skarver som ikke mindede så meget om dem vi kender fra Norden, og jeg har rigtig mange gode billeder af fugle som jeg vil lægge op når jeg kommer hjem, men i mellemtiden kan I nyde et lille udvalg her.
Vi sluttede dagen af med et madlavningskursus på traditionel vis. Mange af krydderierne og grøntsagerne så vi på vejen gro frit i junglen. Der var bananblomster og store mængder krydderier, mange planter og grøntsager som jeg aldrig har hørt om. Det er utroligt hvor stort et mangfold af smage og dufte som bare gror vildt omkring dem, og kan plukkes uden videre. Så kan vores ramsløgspesto og brændenællesuppe godt pakke sammen.
Madlavningskurset sluttede selvføgelig af med at vi skulle spise maden, og det foregik på tallerkener af palmeblade, og med fingrene. Det kræver en del erfaring at kunne spise med fingrene. Jeg er virkelig ikke god til det, må jeg erkende. Vi lavede to forskellige typer curry: En våd og en tør. Begge smagte fantastisk godt.
Dagen efter skulle vi sige farvel til Guri og Ellen som havde været vores rejsekammerater siden begyndelsen af turen, men vi nåede lige at få en guidet morgentur inden de skulle afsted. Det var her jeg så to farvestrålende Kingfisher fugle, med rødbrunt bryst og blå vinger siddende på en katamaran-båd i akkurat de samme farver! Det blev et rigtig godt billede som jeg er meget stolt af.
Resten af dagen blev ren afslapning. Der var en meget salig stemning på stedet, hvor vi var omgivet af junglens lydtæppe bestående af fugle, frøer og insekter hvis lyde og melodier udgjorde en kakofoni, som varierede mellem at føles lidt jazzet til lettere hystisk til tider. Det var ganske afslappende at lytte til, dog med undtagelse af den særlige vækkeursfugl, som er den som gerne begynder sit repertoire midt om natten, og mest af alt minder om et gammelt vækkeur. Lige den ville jeg gerne have været foruden.
Det er det første sted på turen, hvor jeg har overvejet om jeg ikke bare skulle blive der. Hvis jeg havde rejst med arbejdsbærbaren havde det nok været en reel fristelse.
